Bøjlegener, afhjælpning og nødhjælp

Startgener og afhjælpning
 

Smågener

Umiddelbart når bøjlebehandling igangsættes vil det være forbundet med smågener. Bøjlen fylder – det kan give lidt talebesvær, og der kan dannes mere spyt i munden end normalt. Disse gener vil forsvinde i løbet af et døgns tid.

Afbidnings- og tyggebesvær

Visse bøjletyper ændrer momentant tændernes sammenbid, hvorfor der kan opstå afbidnings- og tyggebesvær. Disse gener kan vare i op til en lille uges tid, og der findes kun én måde at fortrænge dem på – og det er vedholdende spisetræning med tandbøjlen i munden. I princippet må man spise alt – men med stor forsigtighed – når man er under bøjlebehandling, men det er en god ide at starte med lidt blødere kost end normalt, at skære maden i småstykker samt at forbigå de hårde og seje fødeemner.

Ømhed – og forslag til lindring

Et par timer efter indsættelse af tandreguleringsapparatur kan der opstå ømhed omkring tænderne, og ved brug af visse bøjletyper også i det ene eller i begge kæbeled (ømhed kan opleves foran ørene). Intensiteten i disse gener kan øges i de efterfølgende timer for at nå maximum ca. 24 timer efter start. NSAID præparater, så som Ibuprofen, har længe været det medicinske 1. valg til reduktion af ømhed i forbindelse med bøjlebehandling, men efter vores erfaring kan mindre gøre det. I de få tilfælde, hvor medicin skønnes at være indiceret, anbefaler vi håndkøbsmedicin af typen Paracetamol –  f.ex. Pamol, som findes som tabletter og som brusetabletter, der skal opløses i et glas vand. Dosis til voksne er sædvanligvis ½-1 gram Paracetamol 3-4 gange i døgnet, og til børn sædvanligvis 50 mg pr. kg legemsvægt i døgnet fordelt på 3-4 doser.

Som alternativ til ømhedsreducerende medicin anbefaler vi sukkerfrit tyggegummi, som skal tygges i 5 min straks efter indsættelse af tandreguleringsappartur. Dette gentages hver 8. time indtil ømheden er forsvundet.

Nødhjælp
 

Akut opståede skader

  • I behandlingsforløbet kan der akut opstå gener af forskellig art, og her gælder, at tandreguleringsklinikken KeepSmiling skal kontaktes omgående – gerne via mail eller SMS – og vi vil vende tilbage så hurtigt som muligt. Nødhjælp kan kun foregå efter forugående aftale.
  • Hvis hjælp til et akut opstået problem er uopsætteligt,  og tandreguleringsklinikken KeepSmiling af den ene eller anden grund ikke kan være behjælpelig (ferie, sygdom, kursus weekend o. lign.) kontakt da egen, eller anden privatpraktiserende tandlæge,  Tandlægevagten Region Hovedstaden, Klik  Tandlægevagten   eller Tandpinevagten  i Region Sjælland, Klik Tandpinevagten

Uanset foranstående er det den enkeltes pligt at begrænse uheldet:

  • Hvis en aftagelig bøjle knækker, så brug den alligevel, hvis det på nogen måde er muligt. Er der en skarp kant, så beslib den evt. med en neglefil. Er der et stykke ståltråd, som stikke, så buk det ind eller klip det af med en bidetang.
  • Hvis en “lås” i den fastsiddende bøjle går løs, så gem den og tag den med til nødbehandling på klinikken. Hvis bøjlen stikker, så påsæt et lille stykke af det udleverede beskyttelsesvoks, et stykke sukkerfrit tyggegummi eller et stykke vat dér, hvor den generer. Hvis det er buetråden (togskinnen), som stikker, og foranstående ikke er nok, så kan du forsøge at afklippe det generende stykke, men vær opmærksom på, at det afklippede stykke ikke forsvindeer ned i halsen – hold f.ex en finger imod.