oplev glæden ved et smukt smil...

Hvorfor behandles tandstillingsfejl

Behandlingsindikationer

For børn og unge under 18 år har Sundhedsstyrelsen i Tandplejebekendtgørelsens bilag 1 opremset de risikofaktorer (Gruppe I, Gruppe II, Gruppe III og Gruppe IV), der kan sættes i relation til tandstillingsfejl, som udløser et tilbud om/en anbefaling af vederlagsfri tandreguleringsbehandling.
Sundhedsstyrelsens retningslinier fastslår, at landets kommuner kun skal tilbyde ca. 25 % af en årgang børn denne service, men mange – lægfolk, såvel som af tandlæger – opfatter dette tilbud som utilstrækkeligt og formuleret mere ud fra en økonomisk – end ud fra en sundhedsmæssig betragtning. Indstillingen er den, at trediepart (kommunerne, regionerne) skal pålægges at betale for bøjlebehandling af børn og unge under 18, når det drejer sig om tilstedeværelse af, eller risiko for sygdom/fysisk skade, hvorimod, når det drejer sig om behandling, der sigter på (som Sundhedsstyrelsen pointerer) en forbedring af livskvaliteten, må det ske for egenbetaling. 

Nedenfor har specialtandlæge Søren Haldager forsøgt, efter bedste evne og uden juridisk ansvar, at omformulere teksten til alm. dansk, samt, at tilføje en Kode V, som omhandler de tandstillingsfejl, som ikke er omfattet af Sundhedsstyrelses anbefalinger, men som erfaringsmæssigt hos mange børn, unge og voksne indebærer en betydelig risiko for psykosocial vantrivsel, mindreværdsfølelse og reduceret livskvalitet.

Risikogruppe I. Skader på tænder og omgivende væv.

Hvis fortænderne går forbi hinanden under tygning (extremt dybt bid), er der risiko for, at undertænderne beskadiger tandkødet bagved overtænderne og overtænderne beskadiger tandkødet foran undertænderne. 

Er et meget stort overbid er der risiko for, at fortænderne i overmunden beskadiges ved stød eller slag. 

Hvis frembrydende tænder er placeret forkert i gummerne, er der risiko for, at de kan beskadige nabotænder.

Risikogruppe II. Funktionsforstyrrelser

Ved visse tandstillingsfejl, hvor under- og overtænderne ikke mødes under sammenbid – så som ved store overbid, underbid, åbne bid eller extremt dybe bid – eller hvor tandstillingen tvangsfører underkæben frem eller tilbage eller til en af siderne – ved såkaldte skævbid – er der risiko for funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet. Disse funktionsforstyrrelser kan manifestere sig i form af:

  • forlænget tyggeaktivitet og lavere maksimal bidkraft,
  • uhensigtsmæssig afbidningsevne,
  • ændrede funktionsmønstre for hvileholdning, synkning og tale,
  • øget og uhensigtsmæssig belastning af tyggemuskler,
  • udvikling af fejlfunktion / ømhed i kæbeled / ledkapsel,
  • asymmetrisk gabe-/lukkebevægelse af underkæben.

Risikogruppe III. Senskader

Tandstillingen, og dermed også fejl i tandstillingen, kan udvikles under barnets vækst og fysiske udvikling men også senere i livet. Ved f.ex meget store overbid, hvor underlæben ligger bag fortænderne, såkaldt læbefang, er der risiko for, at fortænderne i overmunden presses og vandrer fremad. Ved extrem kæbevækst i forbindelse med manglende kontakt mellem fortænderne er der risiko for udvikling af skadelig påbidning af ganetandkødet og i visse tilfælde en så alvorlig afvigelse i sammenbiddet, at en kombineret kirurgisk-/tandreguleringsbehandling bliver nødvendig. Ved udpræget tvangsføring af underkæben under sammenbid er der risiko for skæv kæbeudvikling.

Risikogruppe IV. Psykosocial belastning

Kun tandstillingsfejl, der ligger langt ud over den normale variation, således at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende, udgør, efter Sundhedsstyrelsens vurdering, en risikofaktor, som bør udløse et tilbud om / en anbefaling af vederlagsfri tandregulering.

Sundhedsstyrelsen skelner mellem behandling udført på psykosocial indikaton kontra kosmetisk tandregulering og opstiller følgende definitioner: “Behandling udført på psykosocial indikation (risikofaktor IV) er behandling, hvor den afgørende indikation for indgrebet er en korrektion af personens udseende, således at dette ikke afviger i en sådan grad, at de må anses for invaliderende.” “Behandling udført på kosmetisk indikation er behandling, hvor det kosmetiske hensyn udgør den afgørende indikation for behandling, dvs. en behandling, der som hovedformål har til hensigt at forandre/forbedre udseendet, men hvor der ud fra en faglig vurdering ikke er tale om afvigelser i udseendet, der må anses for invaliderende.”

Risikogruppe V. Reduceret livskvalitet

For lægfolk kan det ofte være vanskeligt at spotte og vurdere de tandlæge-faglige bevæggrunde for at tilråde en bøjlebehandling i relation til risikogrupperne I, II og III. For lægfolk er det ofte ligeså vanskeligt at forstå, at en søn eller datter med en misklædende, uregelmæssig tandstilling ikke får tilbudt vederlagsfri tandregulering, men bemærk, at Sundhedsstyrelsens gruppe IV omhandler afvigelser af “invaliderende” karakter, og med den formulering menes tandstillingsfejl, som ikke “bare” medfører mobning, mindreværdsfølelse og mangende lyst til smil og social omgang, men som er decideret invaliderende.
Som specilatandlæge i ortodonti med mange års erfaring må jeg nødvendigvis gøre opmærksom på,  at mange børn, unge og voksne med disse tandstillingsfejl oplever en fysisk gene og en psykisk barriere, som i betydeligt omfang reducerer den daglige trivsel og dermed livskvaliteten.
For voksne omfatter  indikationsområdet for bøjlebehandling de ovenfor nævnte grupper, men også misklædende afvigelser, som ikke er korrigeret i tide – aldersrelaterede tandvandringer – tilbagefald efter en behandling, som ikke er fastholdt i tilstrækkeligt omfang – genopretning efter en fejlbehandling –  slid – bidrehabilitering kombineret med protetiske rekonstruktioner efter sygdom i tænder (caries) eller tandbærende væv (paradentose),  efter ulykke eller ved bidfunktionelle overbelastninger  og vækstbetingede afvigelser i tandstilling og kæber kombineret med kirurgiske indgreb. 

Klik her, hvis du vil læse Foreningen af Specialtandlægeres: Regler for Ortodontivisitation og Ortodontiindikationer i den kommunale tandpleje.